Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘Medlemmer’

Nyt kid på bloggen

Hej, læsere af bloggen. Jeg er sådan en flæskesteg, sovs og kartofler kl. 1800-mand. Eller, det var jeg i hvert fald i dag. Ene og alene fordi jeg satte borlottibønner i blød i forgårs. Forvirret? Så læs videre! Altså, i forgårs satte jeg nogle bønner i blød. Det er sundt med bælgfrugter, og jeg var så træt af at kigge deprimeret ned i supermarkedernes kølediske. ”Jeg laver bønner i morgen” tænkte jeg med begejstring. Dagen efter, hvor jeg var alene med hende på 3 og ham på knap et, tænkte jeg at jeg ville supplere bønnerne med nogle gode pølser. Afsted til slagteren(der er jo desværre ikke et industriprodukt man gider sætte tænderne i) og købe et pølsesortiment. Og så sneg der sig også et nydeligt stykke kamsteg over disken. Svin. Nå, bønnerne lagde krop til en omgang ”tøm grøntsagsskuffen” i form af nogle lidt for bløde tomater, masser af hvidløg, lidt blegselleri og krydderurter. Og så pølserne, der var tålelige uden at være prangende. Selv slagterne falder af på den i disse tider.

I dag, hvor jeg var alene med hende på 3 og ham på knap et, var det så svinets tur. Og der var kun kartofler i huset. De blev kogt a la Herman(op at koge kort tid, hvile længe i vandet) med en stor kvist estragon. Stegen røg i ovnen(næææh, man behøver faktisk ikke en kuglegrill, en ovn kan gøre det) med vand, rødvin og lidt urter i bunden. Og på slaget seks, hvilket jeg forsikrer dig om var et tilfælde, sad jeg så der med mine to yngste og spiste flæskesteg med svær, sovs og kartofler. Sommerligt hva’ ba?

Nå, men det var jo bønnernes skyld. Jeg er glad for at være med her på bloggen, og glæder mig til at bidrage med (egne) opskrifter, vinøse tanker og mentale kulinariske krumspring og betragtninger. Jeg håber du gider at læse med…………

PS: I morgen står den på indisk dal, kikærtesalat, rødbedecreme og arabisk løgsalat. Bare så du ikke tror jeg er sådan en flæskesteg, sovs og kartofler kl. 1800-mand.

Read Full Post »

1. Hvem er du?

Jeg hedder Mette og er 29 år gammel. Jeg bor på Christianshavn sammen med Flemming og Sif. Jeg har en fin kommunikationsuddannelse, men bruger pt. det meste af min tid på at lave mad på min egen restaurant og ikke mindst i mit fantastiske køkken. Når jeg ikke laver mad skriver jeg om mad, læser om mad eller spiser mad. Udover at skrive her på OFM-bloggen står jeg bag Madbloggen og et lille skrivefirma ved navn LoveStories. Og så står jeg på ski et par måneder hvert år.

2. Hvorfor er du medlem af Oprør fra Maven?

Jeg synes den danske fødevarepolitik på nogle områder er helt forrykt, og ville gerne være med til at få den gode mad ind i varmen. Jeg synes desuden det er en skam, mad er kommet til at handle om teknikker, skum, gele, fancy kogebøger og Bocuse d’Or. Folk tror, det er svært at lave mad. I virkeligheden er det meget nemt, hvis bare man bruger ordentlige råvarer og ikke gør mere ved dem end nødvendigt.

3. Hvor køber du ind til daglig? Hvorfor?

Irma eller Inco, for der kommer jeg alligevel forbi. Fiskehandleren i Inco er fantastisk, og de har bedre kød end de fleste slagtere. Men man skal have et cvr-nummer og et vist overblik for at handle derude – og deres udvalg af økologiske varer er meget begrænset. Så jeg ville da ønske, jeg havde mere tid til at gå i Egefeld og den slags steder.  

4. Hvad er god mad for dig?

Dansk mad om sommeren – fra juni til oktober – er det bedste i verden. Vi vælter os i fantasiske råvarer. Jeg kan bedst lide ærlig mad, hvor råvaren taler for sig selv – og det gælder også, når jeg går på restaurant. Veltilberedt, ordentligt tilsmagt, ikke for mange komponenter på tallerkenen og en god balance mellem protein og kulhydrater. Mit hjerte banker for dansk mad, som man også kan læse i min madkanon herinde. Og så er god mad bare lige lidt bedre med et godt glas vin til 🙂

5. Hvad ville du starte med at gøre, hvis du lige var blevet fødevareminister?

Få sagt til Københavns Kommune at nu måtte de tage sig sammen og få åbnet Israels Plads. Og bagefter ville jeg tage et alvorligt, kritisk blik på smiley-ordningen som i mine øjne er helt ude i skoven.

6. Hvad er dit bedste argument for at handle økologisk?

At økologi gør verden til et bedre sted at leve.

7. Hvad er din mest politisk ukorrekte last?

Jeg er typen, der altid er sulten, og nogle gange går det galt, hvis jeg trækker den for længe mellem måltiderne. Pludselig befinder mig i et supermarked med Jensens Bøf Stroganoff inklusiv pulvermos, Danish Crown frikadeller som lugter af prut eller Boller i Karry i skriggul nuance fra K-salat i kurven. Fy!

8. Har du været på Farmers Market i Danmark? Fortæl lidt om det.

Jeg arbejder stort set altid om lørdagen, fordi jeg laver mad til rigtig mange bryllupper. Derfor er det kun lykkedes mig at komme i Jægersborggade en gang. Det var på åbningsdagen, og det var faktisk lidt kedeligt. Men det skulle være blevet bedre siden da. Jeg ville dog ønske, der var et mere centralt marked, f.eks. på Christianshavns Torv, ved Forum station eller på Kongens Nytorv. I nærheden af en metro.

9. Har du været på Farmers Market i udlandet? Var der noget at lære?

Nej, men jeg har været på Pike Place-markedet i Seattle, på masser af indendørs markeder i Frankrig og Schweiz, i torvehallerne i Stockholm og på det lokale marked i Vancouver. Gid vi kunne få sådan et sted i Danmark…

10. Hvilke foreningsarrangementer har vi mødt hinanden til?

Jeg havde en tarteletbar på Rådhuspladsen 29. april i år, hvor OFM var med til at markere 100-året for kvinders valgret.

Bonusspørgsmål: Skriv det her, hvis du har idéer til foreningsarrangementer med madkvalitet i fokus.

Som sagt kunne jeg godt tænke mig et Farmers Market et sted, der var lidt nemmere for mig at komme til, men jeg får nok ikke lige selv stablet et på benene.

Read Full Post »