
Foto: Søren Wiuff
Mon alle Oprør fra Maven-bloggerne er gået i vinterhi? Der er noget, der kunne tyde på det. Nå, men så vil jeg da lige bidrage med et par inputs her fra det smukke Kalundborg, hvor jeg sidder og skriver speciale med udsigt over fjorden. Det, der startede ud som et fantastisk dejligt konkret projekt om, hvordan en lille landmand fra Lammefjorden kan bruge webben til at fortælle de MANGE gode historier om hans lille virksomhed + gøre livet lidt nemmere for sig selv og kunderne, er her i specialets slutspurt ved at drukne i en masse akademisk analyseren. Men det kommer man vist ikke uden om. Se, hvordan det står til på Aspargesbloggen, som nu er blevet til en hjemmeside, og på Bloggen om livet på Brogård, som er Søren Wiuffs nye blog. Jeg modtager meget gerne inputs – eller endnu bedre: skriv en kommentar på bloggen!
Forældrene er helt overrumplede, når børnene stolt kommer og viser, at de har vundet en knoldselleri i en eller anden leg. Hvordan kan det være en præmie? Fordi de tror, at børn kun vil vinde Bratz legetøj og den slags. Men nu har den her lille purk, som knap kan sige ‘knoldselleri’ fået den med hjem. Og han synes, det er fantastisk. (citat Trine Krebs)
I forbindelse med specialet har jeg blandt andet været ude og tale med en af de skønne kvinder fra Frugtformidlingen – Trine Krebs. Hun er klog og ved en masse om, hvordan man formidler sunde budskaber, uden at det bliver kedeligt. Da jeg alligevel var cyklet hele vejen til Valby, kunne jeg ligeså godt slå to fluer med et smæk, og fik udover et interview til mit speciale også stof til en artikel til temaet om fødevarekommunikation på Dansk Kommunikationsforenings hjemmeside. Som det for øvrigt står sløjt til med, da jeg har været begravet i et halvt tons bøger og alle andre i juleflæsk. Men tag lige og læs, hvad Trine siger her
Fordi der allerhelst skal være et billede på et blogindlæg, har jeg prydet denne blandede landhandel med et billede af havesyre næsten dækket af sne. Det skal minde os om, at der stadig kommer mad op af jorden, selv om man tror, alt er gået i stå
Billedet© er taget af Søren Wiuff. Tak for lån!
Jeg håber, at min fabuleren om dette og hint kan få jer andre til tasterne, for det er trist at se bloggen gå i hi som en bjørn. Kom nu, fortæl os, hvad I har gang i!
Hej Eva
Sad lige og surfede for at få ideer til hvad man serverer sammen med de skønne små merguez-pølser (som vi er ved at få produceret af kød fra egne dyr, mums) og faldt så over dit lille indlæg. Jeg håber at det går godt med dit projekt, selvom tanken om at sidde og se ud over vandet som du skriver jo ikke er så trist igen.
Jeg synes at din bemærkning om selleri-præmien er super, et godt eksempel til efterfølgelse. Selv tager jeg næsten altid en eller anden pakke kød (fra egne dyr) og/eller sjove grønsager med som værtindeblomst. Så får folk også prøvet hvor skøn en lamme-ryg, en lamme-nakkesteg, blommesyltetøj eller solmodne, friske sommerpærer kan smage. Skal du hygge lidt så kik ind på http://www.lille-stubbeland.dk
Marianne
Hej Marianne,
Tak for kommentaren! Jeg ved ikke så meget om merguez-pølser (hvad er det?), håber du fandt noget at servere til?
Det var Trine fra Frugtformidlingen, der sagde det med sellerien, men jeg syntes det var et sjovt citat. Og ja, når du nu har mulighed for at give gaver af egen produktion, er det da meget federe end end kedelig vin fra netto. Du må gerne komme forbi mig med lam og sommerpærer
Lille Stubbeland ser super skønt ud, held og lykke med det hele!