Er dåsetomat et politisk ukorrekt ord at bruge på Oprør fra Mavens egen blog?
Her på det seneste har jeg haft kontakt med en delegation af små napolitanske producenter af kvalitetsfødevarer, som kommer til København i næste uge og præsenterer deres produkter. Ikke kun dåsetomater. Også vin, olivenolie, kaffe, eddiker og meget meget andet. Men altså også dåsetomater. Ved den lejlighed har jeg sat mig ned for at greje forskellen på Nettos dåsetomater og en ægte campaniansk dåsetomat. Det drejer sig blandt andet om EU-mærker og tempo – og så er sorten i allerhøjeste grad afgørende.
En stolt tomat
I Napoliområdet i Syditalien har man en stolt tradition for at dyrke San Marzano tomater. Selvom tomaten tilsyneladende først kom til området i 1700-tallet som en gave fra det peruvianske kongehus, har Napolitanerne taget den til sig som deres egen. San Marzano er således den eneste type tomat, der må bruges på en ægte napolitansk pizza. Den lange, kødfulde tomat har en meget aromatisk, sød og syrefattig smag, og den egner sig specielt godt til simreretter som den italienske ragú. Stoltheden over San Marzano tomaten er så stor, at napolitanske grøntsagsavlere har fået ‘deres’ tomat certificeret med DOP mærket (Denominazione di Origine Protetta/ beskyttet geografisk status). Formålet med certificeringen er at beskytte lokale fødevarers ry ved at gøre det ulovligt at vildlede forbrugerne ved at kalde produkter for noget, de ikke er. Dette kan nemlig føre til en generel kvalitetsnedsættelse og et dårligt ry for de oprindelige produkter. Herhjemme kender vi vist bedst historien om fetaen, men certificeringen er vist faktisk sat i verden med et ædelt formål. Blandt andet ved jeg, at min gode ven og aspargesavler Søren Wiuff sammen med sine rødder ude i Lammefjorden har søgt om at få certificeret Lammefjordsaspargesen.
Men det var et sidespring. Man kan jo få San Marzano tomater mange steder fra – også danske. Det, der så åbenbart gør de her tomater så aldeles enestående, at de har fortjent et mærke er, at de høstes manuelt og gror i vulkansk jord, hvilket er hovedårsagen til den helt særlige søde og aromatiske smag. Tomaterne høstes, når de er modne, forarbejdes med det samme, hældes på dåse, dåsen lukkes og forsynes med DOP-mærket og et individuelt nummer for at gøre det hele endnu mere eksklusivt. Og det er derfor, en god tomat også kan være en dåsetomat. Har jeg ladet mig fortælle.
Jeg glæder mig til at smage på sagerne på mandag kl. 10 i Supermarco, hvor de napolitanske producenter kommer forbi Supermarco med deres dåser, pasta, olivenolie, likør, eddiker, kaffe og vin.
Hvis nogen ved noget om dåsetomater, som jeg ikke ved, hører jeg meget gerne om det!

Hvis du sætter et par dåser til side – gerne fra flere forskellige leverandører – kunne vi jo holde en dåsetomatblindsmagning, fx hjemme hos mig i næste måned.
Jeg ved godt, resten af branchen går og griner lidt i skægget, når fx Smag & Behag sætter et panel til at teste makrel i tomat (san marzano?) eller leverpostej, men personligt har jeg aldrig kunnet få øje i det banale i at kvalitetsvurdere varer, der findes i alle danske hjem. Herunder dåsetomater.
Overvej det. Og god fornøjelse på mandag. Hils Marco.
Rasmus
Glimrende idé. Jeg har skaffet en masse dåser fra de napolitanske producenter – og jeg ved i hvert fald, hvor man kan få en rigtig ringe en af slagsen (ikke for at være forudindtaget, men jeg vil vædde min gamle hat på, at jeg kan gætte Nettos den billigste, for på en eller anden måde formår de altid at placere alle deres vogne med varer, der skal på plads, sådan at det er den eneste, jeg kan nå. Og jeg spiser meget dåsetomatsuppe – stadig studerende, ikk’).
Fantastisk at høre lidt tips til de GODE dåser (ved alt for meget om dårlige). Dertil vides også, at den plastagtige inderside nogle dåser har (den hvide belægning) indeholder Bisphenol A som er hormonforstyrrende. Derfor – når du åbner dåsen – er disse fine tomater også ledsaget af en fin tynd hinde af plast? Må nu alligevel et smut omkring Marco. Det har været planen længe!
Til Maja: se, det vidste jeg fx ikke… Jo, der var nogle af dåserne, der havde det hvide indeni. Og jeg troede jo at det var en god ting, for så smagte tomaterne ikke så meget af metal!
Forøvrigt faldt jeg lige over Mogens’ ganske udmærkede blogindlæg på Madkultur, som blandt andet handler om EUs oprindelsesklassifikationer. Ja, som sædvanlig har Mogens, modsat mig, sat sig ordentligt ind i tingene:
http://www.madkultur.dk/?article=1220345392
Hej
en dåse med flået tomet der har fået en lille bule skal den kasseres. kan man blive syg af at bruge den til mad.
mvh. Thomas Madsen