I San Fransisco er små suppeboder en del af gadebilledet. Varm suppe bliver øst op i en skål, som kan spises, og det er jo smart – så undgår vi engangsservice, som er en belastning for miljøet og bare skal smides ud bagefter. Smart ja, måske – og kun måske. For skålen er et rundt brød, hvor toppen er skåret af og indmaden taget ud – og smidt ud. Og når suppen er spist, og lidt af brødskålen også, hvad gør man så med resten af brødet, når nu man er blevet mæt, og brødet er svært at gemme, fordi det er blødt op indvendigt af suppen. Smider det ud! Og så er det altså, jeg står af.
Jeg er medlem af Stop spild af mad, en nystartet bevægelse for alle, der ønsker at komme med tanker, idéer og handlinger til, hvordan vi kan komme madspild til livs. Og hvorfor? Blandt andet fordi hver dansker hvert år smider i gennemsnit 63 kg mad i skraldespanden i stedet for at spise det.
Og hvorfor starter jeg helt i San Fransisco for at fortælle det? Fordi jeg for nylig selv stod her i Odense og solgte porre-kartoffelsuppe af brødskåle. Det var et forsøg for at se, om idéen kunne slå an her i Danmark, og jeg syntes, det var en sjov idé – især fordi bageren er dygtig og brødene fantastiske. Og så sørgede jeg for at gemme toppene og indmaden af brødene og senere lave croutoner af dem; men at se kunderne smide brødskålene i skraldespanden, når de havde spist suppen – dét havde jeg ikke regnet med, og dét brød(!) jeg mig ikke om.
Jeg synes det er et meget spændende projekt, I har gang i. Jeg har selv flere gange overvejet, om ikke man kunne oprette stationer, hvor man kunne aflevere den mad, man godt kunne se, man ikke fik spist, så de hjemløse selv kunne tage den. Jeg bor på Christianshavn, så for mig er det ret relevant.
Så sent som i går kørte Flemming ned til Mændenes Hjem med resterne fra et stort selskab, vi lavede på restauranten. Oprindeligt en buffet til 350 mand. Det har vi gjort før, men ofte ender vi bare med at smide masser af god mad ud om lørdagen, fordi det trods alt er nemmere end at stå og pakke alting ned i engangsemballage og køre de 12-1500 meter ned til Istedgade ovenpå en 14-timers vagt.
Tænk hvis man oprettede en service, hvor en eller anden kørte rundt til restauranterne med en kølevogn en gang om ugen og hentede overskudsmad…