Strenge kurer kan hæmme madglæden!
Madglæde og madkultur handler om at få fælles madoplevelser omkring bordet, i munden og i sjælen. Det er tæt forbundet med livsglæde. På det sidste er en del hoppet på forskellige strenge udokumenterede kure og kostråd, der sætter meget snævre rammer for, hvad man må og ikke må spise. Det kan gøre det svært at være sammen med andre.
En stribe populære bøger handler om hvordan man bør spise for at blive sund og/eller slank og se ung ud. De indeholder noget godt, men samtidig en masse vrøvl – det kan man kalde ernæringsvrøvl, som er kostråd, der ikke blot er fagligt forkerte, men som kan være direkte sundhedsskadelige fysisk. Der er også regler og råd, som ikke nødvendigvis er farlige at følge – men som er unødvendige og gør det sværere at efterleve de gode intentioner om at spise sundt på længere sigt, da rådene ikke er tilpasset en fælles madkultur. Ofte bliver gode produkter erstattet med f.eks. sojamælk, proteinpulver samt kosttilskud -dyre produkter som man ikke på lang sigt ved om er sunde.
Bøgerne er f.eks. ‘Kernesund Mad’ og ‘Spis efter din blodtype’ – og der er flere. Forfatterne er dygtige formidlere, men budskaberne er skadelige i forhold til at få eller bevare et naturligt, nydelsesrigt forhold til at spise.
Mange der starter en kur har tidligere spist ufatteligt dårligt, og oplever en positiv virkninger af de nye kostvaner. Det er til at forstå, men de kunne sandsynligvis have opnået det samme ved at spise efter de almindelige kostråd, der giver plads til også at være del af en kultur, hvor man af og tilnyder dejligt brød og kage, et glas vin m.m. De almindelige kostråd lægger op til at man spiser groft, fra alle varegrupperne og med måde!
De nye kure med de stramme anvisninger er disciplinerende, og det er svært at kombinere med lyst og glæde. Rådene har i nogle tilfælde så mange begrænsninger at det er svært at omgås andre i almindelige sociale sammenhænge. F.eks. når det frarådes at spise mælk, sukker og gluten. At forbyde madvarer kan give især børn vanskeligheder. De vil få svært ved ikke at føle sig udenfor til for eksempel fødselsdage eller andre arrangementer, hvor der traditionelt vil være mad, der indeholder gluten, mælk og sukker. Det er klart, at der skal tages hensyn til et barn med en dokumenteret allergi, men mange får restriktioner uden god grund.
Sæt spørgsmålstegn ved alle de regler, der kan give børn og andre et forhold til mad forbundet med skyld der ødelægger nydelsen. Det er klart hverken store eller små skal spises af med junkfood, hvidt toastbrød, litervis af kedelig kakaomælk eller dårlig kulørt slik.
Fælles måltider med god stemning giver os alle og børnene et godt sundt forhold til mad. Det skal være en daglig glæde at spise godt: varieret og dejligt.
Dette skriv er bl.a. inspireret af en åben gruppe på Facebook: ”Stop ernæringsvrøvl – Stop nutrition nonsense”, og min deltagelse i debatprogrammet Agenda om tidsånden på P1 med Ninka-Bernadette Mouritzson, forfatter til bl.a. Kernesund familie, sendt lørdag 16.august 2008. http://www.dr.dk/P1/Agenda/Udsendelser/2008/0818090026.htm Debatindlægget er også på www.spis-sammen.dk
Jeg er helt enig i, at alle de forskelligtrettede kostråd og selvbestaltede eksperter er mere til skade end gavn for den danske folkesundhed. Især fordi jeg simpelthen ikke tror, at det er sundt at skulle belemre sig selv med alle de begrænsninger, som de fleste kure sætter. Begrænsninger er ærgerlige, og ærgelse kan umuligt være sund.
Den ene dag skal vi proppe os med blåbær og granatæbler, den næste skal vi holde os fra havregryn. At spise efter hjerte og lyst, med den eneste begrænsning, at jeg ikke vil spilde min appetit på noget, der er for dårligt, har indtil videre holdt mig sund, rask og under 60 kilo.
Jeg er meget enig med Katrine. De velmenende kostråd gør det besværligt for folk at leve sundt og spise ordentligt.
Og så skal vi jo ikke glemme hyggen…
Helt enig. Jeg bliver så ærgelig over at hende Ninka og hendes kernesunde familie får så meget spalteplads. Hvad blev der af almindelig sund fornuft og alting med måde? (fordi det med at spise efter hjerte og lyst kan altså godt få nogle af os over de 60 kg…).
Jeg er også fuldstændig enig.
Jeg synes, det er ærgeligt at et program som Praxis følger en efter deres mening almindelig familie og deres overvejende positive oplevelse med kostomlægningen. Hvis man havde taget endnu en familie med tilsvarende usunde vaner og havde sat den familie til at følge de 8 kostråd ville de helt sikkert også have oplevet øget energi, bedre søvn, vægttab, bedre humør osv.
Alt dette på almindelig sund fornuft.
hvor er det godt med mangfoldighed! a-m